Sider

Viser opslag med etiketten familieliv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten familieliv. Vis alle opslag

mandag den 3. december 2012

Den dumme nisse

Jeg har som fortalt i år, valgt kun at lave adventsgaver til ungerne. Sidste år fik de hver dag, men jeg synes det er rigtig svært at finde så mange ting uden at det koster en formue. Og da jeg jo også var blevet opsagt (som er blevet annulleret i dag - yeahaa) synes jeg at vi skulle passe lidt ekstra på pengene.

Anyways så fik ungerne deres adventsgave i går. En twister bil til dem hver, købt i Føtex til den nette sum af 150 kr. DET var et hit. Før lå de og kørte rundt på et par gamle røde motorcykler, men de larmede som et ondt år, så efter et besøg hos familien i Greve, fandt vi på disse i stedet.
I går aftes ved sengetid, da Alexander og jeg lå og snakkede, kom han så ind på at han glædede sig til at nissen kom igen til morgen. Da jeg fortalt at den kun kommer om søndagen, når det er advent, sagde udbrød han - "Øv, dumme nisse". Havde tilbøjelighed til at give ham ret, men forsvarede nissen og sagde at han tilgengæld kommer med store gaver i stedet for en masse små. Det kunne han så acceptere....men jeg kan da godt forstå ham lidt. For det er da magisk at spæne ned til sokken hver morgen for at se om nissen har været der.... Men nu kan det være at nissen har hørt os, og at der falder et par gaver ekstra af (farmor har allerede spyttet et par stykker i sokken).

I går blev der ellers kælket og leget med sne til vi var drivvåde. Der var temmelig mudret på marken efter at banen er blevet lavet, og det har regnet som en sindsyg lige siden. Men sådan et par bakker kan ikke ligge uprøvet hen, så frem med kælkene....hvilket så bare resulterede i dette:

Find kælken!

Men sjovt var det, og Fenja sprang rundt som en loppe og fræsede op og ned af bakkerne. Thor gloede os lige an, og skred ned til garagen istedet for. Han lever sit helt eget liv :-)

torsdag den 27. september 2012

Planlægning

Jeg har måtte ofre 100 kr. på en smart kalender, en familyplanner i taskeformat. Den er faktisk rigtig smart, og jeg har været meget glad for den vi har hængende hjemme på væggen, men jeg har manglet den når jeg er ude.
Og så var det at jeg fandt denne i min lokale bogforhandler




Samme princip som den til væggen, og med kolonne til madplan, telefonlister, gavelister, notatsider og jeg skal komme efter dig. Lige noget for en papir kalender sucker som mig - og jeg håber at den kan hjælpe mig med at overskue hverdagen og alle de projekter man hele tiden roder sig ud i.

Så jeg kan varmt anbefale den....hvis du mangler en kalender til en travl familie.

torsdag den 20. september 2012

Strikket af kærlighed

Jeg har syslet med en lille ting til et menneske som betyder meget for mig. Hun er min gamle dagplejemor, og har igennem mit liv været som en bedstemor for mig. Hun ringer ofte for at høre hvordan vi har det, og da hun og hendes mand var mobile, kom de også på besøg. Vi bor desværre 1 times kørsel fra hinanden, så jeg får ikke besøgt dem særlig tit.
Men jeg har så mange minder fra mine ferier hos dem. Hendes mand har altid haft akvarier som hobby, og jeg har brugt mange timer på sidelinien. De har et kæmpe hjørneakvarium, som bare er SÅ flot. Og jeg er altid vildt betaget af at sidde og opdage nye fisk - og få en lille sludder med bedstefar om de forskellige arter.
De er efterhånden i midten af 80'erne, og jeg aner at tiden begynder at rende ud. Det gør ondt - for de repræsenterer en tryg del af min barndom, og jeg kan slet ikke forholde mig til at minderne bliver svagere. Når jeg besøger dem, bliver jeg lige suget tilbage i tiden og jeg hygger mig gevaldigt, men jeg ser også at kræfterne ikke er hos dem mere....

Jeg har lavet et Tinas tørklæde til bedstemor, og jeg ved at uanset om hun kan lide farven eller ej, vil hun sætte stor pris på den kærlighed som er strikket ind i tørklædet.
Jeg sender det i morgen, og glæder mig til at have hende i telefonen på lørdag...hvem der bare kunne stoppe tiden!







- Posted using BlogPress from my iPad

tirsdag den 11. september 2012

Hvordan overlever man hverdagen?

Jeg synes det er temmeligt svært at nå noget som helst i hverdagene, udover at hente og bringe ungerne, arbejde de der 37 timer man nu skal, lave gourmetmad til baronerne, støvsuge underlige gevækster op fra gulv, vægge, sofaer med mere, vaske 5 mil. maskiner tøj - og prøve at kigge sig selv i spejlet - få et chok og opdage at det er 2 måneder siden man er blevet klippet hvilket ikke er fancy når man er korthåret!

I går crashede jeg sammen med Alexander da klokken var 20.30, jep alt for sent når man skal tidligt op - fortæl det lige til den multisnakkede knægt der karter rundt i sengen og er nødt til at have svar på hvordan skyerne laver regn? Anyone?
Og mig som havde planer om liiiige at få afsluttede det tørklæde jeg har på pindene, rydde lidt op, smøre madpakker og se lidt tv! Det blev det bare ikke lige til.... Jeg kan godt lide den mørke tid, for den indbyder til hygge og afslapning på mørke aftener. Problemet er bare at jeg har svært ved ikke at falde i søvn sammen med Alexander. Han er stor tryghedsnarkoman og kan ikke falde i søvn selv. Jeg kan forstå ham for jeg er selv tryghedsnarkoman, og trives bedst med faste rammer og planer. Men det er lidt øv ikke at have aftenerne for sig selv....jeg får jo intet lavet af det jeg godt kan lide. Såsom at strikke, læse lidt eller måske kaste sig over den der symaskine igen!

Jeg er så heldig at have hjemmearbejdsplads, så nogen gange slipper jeg for transporttiden til jobbet og kan nå at sætte en vask tøj over - men det køber mig stadig ikke den fornødne tid. Og i øjeblikket synes jeg det hele er lidt surt - og min lunte er heller ikke så lang, så sure mor dukker lidt hurtigere op end ellers. Det er bare rigtig kedeligt, og overskuds mor prøver at mase sig frem, men ender for det meste med at falde i søvn ;-)

Så hvis nogen har et par tip til hvor man lige køber noget overskud, så giv lige et pip ikk?

                Eftermiddagshygge på græsplænen med lidt godt til ganen, og ja de har to ens bluser på,   efter befaling fra ældste kommandant (Alexander - ikke mig)