Sider

tirsdag den 13. marts 2012

Host Host...

Og vupti, der kom da en lunge op og sagde "godaw". Lige da man troede at NU var man, læs: mig, frisk.....så starter næste omgang. Arhmen herligt da! Spark endelig nogen som ligger ned i forvejen!

Kan man strejke overfor sygdom? Så det giver op og skrubber hjem til (?) øh sygdomsland! Jeg ved bare at min energi er i minus, som slet ikke til at overskue når Frederik står og banker hovedet ned i gulvet eller ind i væggen (?) når han er frustreret over at hans kommandoer ikke bliver hørt, eller når Patrolen brækker sig på Holbæk motorvejen på vej til fødselsdag i Dragør! Man magter ikke særlig meget lige pludselig...

fredag den 9. marts 2012

Jeg er i live....

selvom det til tider overhovedet ikke føles sådan. Vi har været plaget af en del sygdom, og er det faktisk stadig. Og det tager altså lidt på de der kræfter jeg havde fået tilbage, og den energi som jeg brugte på en 6,8 km lang løbetur for et par uger siden. Jeg har så bare ikke været afsted siden fordi jeg har haft rigeligt med at kæmpe mig igennem hverdagen.
Jeg håber at sygdom snart letter, for jeg fik et mega kick af den løbetur.....de første 5 km var sindsygt hårde og de sidste gik bare perfekt.....var lige ved at fortsætte hvis det ikke var fordi vi skulle til fest 1 time senere!

Nå piv piv med mig....

Jeg er i fuld gang med projektskrivning. Har sendt spørgeskemaer ud på arbejdet, og har indtil videre fået omkring 50 retur. Helt kanont, og jeg glæder mig til at gennemgå og analysere svar. Det bliver hårdt for det er noget jeg skal gøre om aftenen, men sådan er det jo!

Vi har bryllupsdag den 4. april - og jeg har gang i lidt hemmelige planer. Skal dog først lige have allieret mig med en babysitter for mine planer involverer ikke ungerne ;-)
Mere om det til den tid - Dennis skal ikke have noiget af vide før på dagen. Han skal bare tro at han skal på job....

Jeg får ikke læst op på bloggene - det er min tid bare ikke til. Heller ikke lavet noget kreativt. Det sidste jeg har lavet var Tinas tørklæde til mig selv færdigt, og så står det ellers stille. Det må vente til energien kommer tilbage...

torsdag den 16. februar 2012

Feriehygge, bjerge og gangbroer

Ungerne holder vinterferie,  ja det gør jeg jo så også, og der er dømt kreativ tænkning når det kommer til leg. Vi har sofa buggy jumpet, bygget bjerge og gangbroer af stole og tæpper - alt sammen ud fra fri fantasi. Og sikke en fantastisk verden at bevæge sig i. Jeg bliver helt revet med, og ville ønske at tiden bare kunne stå stille


På søndag skal vi slå katten af tønden med vores vennepar. Glæder mig rigtig meget til at se alle superheltene, prinsesserne og hvad der ellers dukker op. Jeg har tænkt mig at bage fastelavnssnegle, kanelsnegle med farvet glasur, ud fra en opskrift fra "Krudtugler og kanelsnegle" af Sif Orellana. Vildt dejlig bog efter min mening. Efterfølgeren "Rollinger og roulader" er også fin, men der er lidt mere "snak" og knap så mange opskrifter. Jeg har ikke læst den helt endnu, men jeg kan godt lide hendes syn på familieliv.
Hvad synes I om hende?

tirsdag den 7. februar 2012

Ihh...

Bedst som man sidder og overspringshandler researcher til sin opgave, går computeren ned.....WTF.....så tænder man igen, og 5 minutter efter klapper fælden igen. Hvad f..... sker der lige???
For 1 års tid siden, eller noget i den stil, fik jeg, eller computeren ikk?!, ny harddisk fordi den stod af. Og nu sker det her så....og så nu hvor jeg skal i gang med min temmelige vigtige opgave.
Det har jeg bare ikke nerver til - tænk nu hvis skidtet brækker sig dagen før man skal printe sin über nice opgave, som står til mindst et 12 tal! Jeg må vist hellere have min elskede Dell til et service farvel fede cowboybukser, som ellers ventede på at blive hentet af mig.

Jeg er så blevet medlem af sådan et motionscenter. Som er propfyldt med pumpede mænd, og kvinder der gør lygtepæle misundelige. Og så er der lige elefanten her, som får løbebåndet til at skrige af smerte, og maskinerne til at kede sig. Men nu skulle det altså være, trods alle odds imod mig. Og jeg forventer at møde sommeren som toptrimmet sportsqvinde, yeah right, men drømme kan man vel altid.

Nå, jeg skal grine til Paradise Hotel - det er da et billigt grin. Så god aften derude...

fredag den 3. februar 2012

Fleece er det nye sort!

I hvert fald hjemme hos os! Vi har det lidt koldt i stuen pt - ikke at vi har det særlig varmt ellers. Vi trives normalt bedst ved 20 grader, men i dag hvor jeg har været hjemme med "lokums syge" er den kommet ned på 15 grader! Så med mit lækrer halve minikongerige halstørklæde i silke og uld, og min dejlige fleece jakke jeg fik i julegave.... Ja så går det lige. Men må nok hellere gøre noget aktivt inden drengene kommer hjem. Kan man lave bål i stuen? Måske ikke på trægulvet, men på klinker? Ville det mon ikke fungere?

Nå men for at holde varmen og beskæftige mig selv imellem toiletopholdene, er jeg ved at færdiggøre Tinas tørklæde fra Rasmilla. Glæder mig til ar blive færdig og komme i gang med noget andet. Tørklædet er nemt strikket, og ikke særlig stort men når det er nr 2 indenfor kort tid - ja så begynder jeg at kede mig lidt. Havde ellers planer om at lave et til min bedste veninde, men det må jeg lige overveje!!! Måske et andet mønster... Nogen ideer derude?

onsdag den 1. februar 2012

Øj

De der krøyer kugler som der er i de fleste sækkestole....de er da temmelig belastende at håndtere! Vores gulvpude i nylon havde fået en temmlig stor revne, og de små sataner blev ved med at springe ud lige meget hvad jeg gjorde. Så jeg besluttede mig for at aflive gulvpuden, og producere en selv.
Det der har taget længst tid, er faktisk at få kuglerne støvsuget op - for der var MANGE. Jeg fik ekspederet de fleste af kuglerne over i et gammelt lagen jeg havde syet sammen, men der røg mange ved siden af. Støvsugerposen blev fyldt 2 gange inden jeg var færdig...

Lige nu snurrer betrækket i vaskemaskinen - det er syet af spiderman og Cars stof og jeg viser billeder på et andet tidspunkt.
Glæder mig til at se ungernes reaktion...

onsdag den 25. januar 2012

Så gik startskuddet

....til helveds forgård mit speciale på kommunom uddannelsen. I går var jeg til introduktionsmøde og jeg fik tildelt min vejleder. Heldigvis havde de hørt efter i timen, og jeg fik Paul Metelmann som underviste mig for mange 3 år siden i Moderne Offentlig Kommunikation. Og den gang fandt jeg de vise sten med hensyn til havd det egentlig er jeg vil med mit liv jeg vil arbejde med.
Imellem tiden skulle jeg bare lige have Frederik, og det hele er sat lidt på standby. Dog har jeg ytret mine ønsker om skift af arbejdsopgaver på jobbet, så jeg er kommet lidt af vejen. MEN nu skal jeg så endelig i gang med min opgave...og indtil videre (det kunne jo være at Paul er af anden mening) er emnet: Kampagne om selvbetjeningsløsninger i Holbæk Kommunes ydelsescenter. Men om der er kød nok på det, skal jeg have snakket med Paul om. Jeg glæder mig i hvert fald, og håber at opgaven vil kunne vise mine evner mulige talenter indenfor artikelskrivning, kommunikation, koordinering mv. Mere om denne opgave skal nok komme - den kommer til at fylde meget af min hverdag de næste par måneder.

På søndag skal jeg til Jernløse Cup aka Volley turnering. OG JEG GLÆDER MIG VILDT - holdet vi stiller med er dygtige, sjove, søde boldspillere, og jeg er slet ikke i tvivl om at vi får en super dag sammen.
Det bliver så rart at få lidt sammenhold og tæske alle de andre og vinde et par kampe!
Jeg har været ude og købe nye sko, da jeg dimsede rundt i mine gamle udtrådte løbesko med hul i storetåen - lige pinligt nok når man gerne vil se lidt prof ud. Derfor investerede jeg, på udsalg selvfølgelig, i disse "knald på drengen sko"



Jeg glæder mig til at teste dem i aften av. De virker umiddelbart super lækrer at have på, meeeen af erfaring ved jeg at det snyder når man har haft dem på i 3 timer og tæsket rundt på en bane efter en bold ;-)

I ovnen har jeg pt flæsk som ligger og soler sig lidt til senere - jep - vi skal nemlig have stegt flæsk med persillesovs. Mums...det glæder jeg mig til og er glad for at jeg skal op og spille bold senere.

Jeg får læst lidt med i blogland, men får ikke smidt de kommentarer jeg gerne vil. Sorry girls - håber at jeg snart har tiden til det, så I kan se at jeg følger med og ikke er druknet i hverdagen!

mandag den 16. januar 2012

Sove med løgn på!

I øjeblikket er vi nødt til at lyve for Alexander når han skal sove, og jeg bryder mig bestemt ikke om det. Han sover i smørhullet og vi ligger sammen med ham indtil han sover. På det seneste er han dog begyndt på at vi skal love ham at vi bliver liggende, og ikke går ned når han sover. Nogen gange er man endda nødt til at tage tøjet af før han accepterer det. Jeg har de fleste gange startet ud med at sige at jeg går ned når han sover, men så falder han ganske enkelt i søvn. Og han græder og bliver ved indtil man siger at man nok skal blive liggende. Enkelte gange er han så vågnet i løbet af aftenen og kommet ned efter os.
Jeg hader at lyve for ham, men hvad skal man ellers gøre når han bliver så ked af det???
Vi har ingen problemer i familien eller børnehaven så jeg undrer mig over det store tryghedsbehov. Måske alderen?? Eller er det bare hans behov? Jeg er selv tryghedsnarkoman...

Ellers har vi døjet med øjenbetændelse i stor stil.... Frederik har været mest medtaget, men han har også nogle kindtænder på vej som driller...

Billederne viser en træt Frederik på indkøb, pilleri i fars lastbil og medtaget af betændelse...

mandag den 9. januar 2012

SÅ er julen overstået

Juletræet er kommet ud for en uge siden - julepynten er pillet ned undtagen mine elskede julestjerner i vinduerne, de giver så dejligt lys i mørket og jeg er endelig blevet færdig med den hemmelige julegave som jeg har strikket på.

Jeg lavede dog om på det hele for det jeg havde gang i fra starten til min søster, blev jeg bare aldrig tilfreds med. Hun fik det dog alligevel, med besked om at hun bare kan pudse sølvtøj i det hvis hun vil.
Tirsdag før jul fik jeg nemlig garn fra Rasmilla - Sannes vidunderlige ynglings garn som helt klart også er blevet min favorit. Lammeuld og bomuld i dejlig forening og i mange lækre farver. Min søster er bare vild med grøn, så Tinas tørklæde skulle da laves i en grøn variation. Garnet kom som sagt tirsdag før jul, og jeg havde temmelig travlt for at nå det inden lørdag (juleaften). Jeg nåede det dog ikke trods ferie - men blev færdig med det i går aftes. Fik skyllet det op, og her til morgen kunne jeg pakke det ind og sende det afsted til min søster.

Jeg håber at hun kan lide det - glæder mig til at høre fra hende og til at blive færdig med mit eget!

Jeg ville gerne have været ude og løbe i dag, men kom i tanke om at Alexander har overtaget lånt min iPod, og den er fuld af børnesangene fra "Hej for dig, og hej fra mig" - og det tror jeg simpelthen ikke kan giver mig kicket når jeg gør død ude på ruten. Så istedet krøb jeg op på motionscyklen som vi flyttede ind i stuen for måneder siden, og kun har været brugt 2 gange og kastede mig ivrigt ud over stepperne.. Det blev dog kun til 5 km for jeg keeeeder mig vildt trods bog og "According to Jim" i fjernsynet. Det er bare ikke mig, men bedre end ikke at få lavet noget.

Men jeg bliver nok nødt til at spare de 350 kr op til en ny iPod Shuffle, for Alexander er bare SÅ cute når han går rundt i huset og synger og danser....det vil jeg bare ikke tage fra ham eller mig selv.

mandag den 2. januar 2012

Nyt år....

Og så var ferien, julen, nytåret og 2011 bare lige pludselig overstået!!! Hvad sker der her?! Jeg kan slet ikke følge med. Det kan da ikke passe at jeg snart er 30½ år...eller at Frederik og Alexander også nærmer sig halve år igen.

Nå men vi kom vel igennem nytårsaften med knald og bang om ørerne. Frederik sov kl. 19.30 og stod op kl. 06.00 men det kan jeg jo ikke klage over og hørte intet til alle bragene, selvom gutterne gjorde deres bedste for at få noget ud af aftenen. Vi var sammen med 6 venner, og gutterne gav den rigtig gas. Alexander var helt ekstatisk, og jeg måtte slæbe ham i seng kl. 01 med røde ører og øjne som dog skyldes øjenbetændelse!
Men han hyggede sig gevaldigt med sit eget fyrværkeri, selvom jeg godt nok ikke brød mig om det, men når far har sagt god for det, duer det jo ikke at jeg blander mig igen.

Jeg har holdt 3 ugers ferie - og sikke en dejlig ro jeg har fået på mig selv. Nu truer hverdagen bare, men jeg kan mærke at jeg skal holdes vores kalender temmelig fri for aftaler i hverdagene. Det andet duer bare ikke. Da vi var i Skallerup kunne jeg de første par dage overhovedet intet huske af noget som helst, og nu hvor Frederik endelig er begyndt at sove perfekt, ville det være rart at "vende tilbage til sig selv". Hvis man altså nogensinde kan det efter at have fået børn. Jeg synes bare, det ville være rart hvis jeg huskede, at kigge mig i spejlet INDEN jeg går ud af døren så jeg husker at trykke den bums og sætte håret ordenligt efter badet.

Jeg har ingen nytårsforsætter - gider dem ikke for de holder alligevel aldrig. Men jeg har lovet mig selv at få styr på mit blodsukker, og har derfor en tid hos min læge den 16 januar for at blive tjekket, og få en snak om at kunne styre det. Hvis jeg ikke spiser ca. hver 2. time kan jeg blive så dårlig. Og så er resten af min dag ødelagt med kvalme og hovedpine....det virker jo ikke helt rigtigt vel?!
Jeg ville have været ude og løbe i dag, men Alexander har øjenbetændelse, så han er hjemme i dag. Jeg har opdaget at jeg faktisk spiser meget sundt, og ikke tager på. Så nu skal jeg have smidt nogle kilo og komme ned på min ideal vægt, for så tror jeg faktisk at jeg forbliver på den vægt. Jeg taber mig bare ikke fordi jeg ikke får dyrket motion - andet end min volley 1 gang om ugen, men det er jo slet ikke nok!

Til slut lige et billede af min dejlige morgenmad: havregryn med blåbær og min uundværlige kaffe...